|
 |
|
|
|
|
Interview med formanden for Det Etiske Råd, Peder Agger
I 1987 vedtog det danske folketing at nedsætte Det Etiske Råd til at rådgive myndighederne om de nye bio- og genteknologier. Desuden fik Rådet til opgave at skabe debat i befolkningen om, hvordan vi skal forholde os til teknikkerne. Dermed blev Danmark et af de første lande, der fik et etisk råd, men siden da har de fleste andre lande i Europa fulgt trop og oprettet deres egne råd. Som noget ret enestående består det danske råd af både lægfolk (det vil sige almindelige mennesker, der ikke beskæftiger sig med etik og bio-teknologi til daglig) og eksperter, mens de fleste andre lande har valgt kun at udpege eksperter til deres råd. Rådets formand hedder Peder Agger, og her fortæller han om Rådet og dets arbejde
Hvem?
Jeg hedder Peder Agger, og jeg er biolog og formand for Det Etiske Råd.
Rådet består af 17 medlemmer. Halvdelen af dem er kvinder, den anden halvdel er mænd. Medlemmerne får ikke løn for at sidde i Rådet, og de har alle et arbejde ved siden af, som de skal passe. Det er et udvalg i Folketinget og fem forskellige ministerier, som udpeger medlemmerne.
Det er i princippet alle mulige mennesker, der sidder i Rådet. En af idéerne er, at det skal være et råd med lægmandsrepræsentation. Det vil sige, at mange af medlemmerne ikke er specialister i hverken bio- og genteknologier eller i bioetik. Der sidder også jurister, læger og teologer i Rådet, som hver især – sådan kunne man udtrykke det – er lægmænd på hinandens områder, men eksperter på deres egne områder.
Nu nævner du så nogle eksempler – er de alle sammen akademikere eller folk med høj uddannelse?
Peder: Nej, det skal man måske også fremhæve, det er ikke nødvendigvis akademikere – ja, nu er der jo efterhånden mange akademikere i Danmark og mange slags, men der har bestemt i Rådets historie også været mange ikke-akademikere, som har været medlemmer.
Er der nogen særlig idé i, at der skal være lægfolk i Det Etiske Råd, hvorfor kunne det ikke være specialister i stedet for?
Det er vigtigt, at der er begge dele. Man kan ikke sige, at lægfolk uden videre besidder en særlig viden, fordi de er lægfolk. Men alle mennesker besidder en viden, som stammer fra deres egen livshistorie og deres vilkår i øvrigt. Så på den måde har alle mennesker både en unik viden og en viden, de har til fælles med mange andre. Og etik handler om godt og ondt. Det er ikke noget, som kun eksperter har forstand på.
Hvad?
Har Det Etiske Råd efter din mening faktisk en betydning for, hvad politikerne og Folketinget mener om etiske spørgsmål?
Peder: Det Etiske Råds opgave er at belyse de etiske aspekter af de nye bio- og genteknologier og af udviklingen på hele sundhedsområdet. Det vil sige, at vi skal finde ud af, hvad der er godt og hvad der er skidt – hvad der taler for, og hvad der taler imod en ny teknologi eller udvikling.
Vi er så at sige med til at lave et katalog over argumenter i etiske spørgsmål, som man kan slå op i. Dermed har vi en betydning for kortlægningen af dilemmaet – de etiske dilemmaer, man typisk står overfor, når der skal lovgives om de her bioteknikker. Og det mener vi, har betydning. Vi ser os selv refereret i folketingsdebatter netop for denne kortlægning. Så der henvises til, hvad vi har udtalt om et emne, før der lovgives om det. Det har vi mange eksempler på.
Tror du, det er noget, de enkelte politikere bruger i deres personlige stillingtagen?
Peder: Ja, det tror jeg faktisk. Det er bestemt min opfattelse. Og det er også sådan, at når vi møder dem, henviser de til, hvad vi har sagt, hvilket viser, at de har bidt mærke i, hvad vi har sagt om det ene eller det andet spørgsmål.
Er det et spørgsmål om tid, eller kan Det Etiske Råd noget, som politikerne ikke selv kan?
Peder: Jeg tror egentlig ikke, vi kan noget, som politikerne ikke også ville kunne. Men jeg tror, at det er et spørgsmål om at prioritere arbejdsopgaverne og lægge nogle af dem ud til en gruppe, som er specielt forpligtet, som ligesom har den hovedopgave - uden at skele til politiske hensyn - at tage sig al den tid det kræver at finde ud af, hvad der kan siges for og imod. Nogle spørgsmål drejer sig om dilemmaer, der er forholdsvis lette at gennemskue. Dem kan vi trygt overlade til andre. Men andre spørgsmål kan være så indviklede og have så mange afledte virkninger, som man også skal tænke på, at de er svære at overskue for hvem som helst. Det er den slags dilemmaer vi fortrinsvis tager os af.
Hvordan?
Hvordan foregår arbejdet i Det Etiske Råd sådan helt konkret?
Peder: Rådet har 11 møder om året, de egentlige rådsmøder, som er daglange møder, hvor man tager stilling til de spørgsmål, som er oppe i tiden. Desuden deltager medlemmerne i arbejdsgrupper, som lægger problemer og løsninger af dem op til det samlede råd på rådsmøderne. Til at hjælpe Rådet i dette arbejde er der er nedsat et sekretariat med en halv snes ansatte: 6-7 akademiske medarbejdere og et par HK’er. Det er dem, der står for Rådets daglige arbejde mellem møderne.
Er det meningen, at medlemmerne af Det Etiske Råd skal blive enige?
Peder: Nej, det er en almindelig misforståelse at tro, at Det Etiske Råd har en løsning til hvert et etisk dilemma. Det er næsten en regel, at Det Etiske Råd ikke melder ud i enighed. Jeg mener også, det ville være en fejl, hvis vi skulle gråtone vores argumenter for at få dem til at bøje sig mod hinanden og mødes i et kompromis. Tværtimod er det opgaven at beskrive argumenterne så varierede, som de nu engang er. Hvad der så skal besluttes, overlader vi til politikerne.
Hvis vi skulle finde et kompromis, så var det ligesom om, det var os, der var det etiske parlament, som derefter nåede til den konklusion. Sådan er det i nogle lande, Spanien for eksempel, de undrer sig over vores stil. I Danmark er det sådan, at vi ikke er forpligtet til enighed – vi er nærmest forpligtet til ikke at søge enighed, fordi det ikke er den, der er det vigtigste for os. Det vigtigste for Det Etiske Råd er udredningen – altså at finde ud af: Hvad handler det her om, hvad er det for nogen teknikker, og hvordan kan man argumentere for og imod at tage dem i brug.
Men når nu du siger, at målet ikke er at opnå enighed, så kunne man få den opfattelse, at der ikke er nogen etiske holdninger, der er mere rigtige end andre, er det sådan?
Peder: Ja, sådan tror jeg nok, man må sige. Den ene holdning er ikke på forhånd mere rigtig end andre. Det kender vi jo alle sammen fra vores egne etiske dilemmaer i livet. At vi netop kan være i tvivl, om den ene løsning er rigtigere end den anden. Det er det, der gør det til et dilemma.
Grundlæggende for Det Etiske Råds medlemmer er som for alle mennesker, at de vil det gode, men det, man derimod ikke er enige om, er, hvordan man opnår det gode. Både de der går ind for aktiv dødshjælp, og de der er imod lovliggørelse af aktiv dødshjælp, vil jo det gode for mennesket. Men de er næsten helt uenige om, hvad der er det gode i denne sammenhæng, en lovliggørelse eller ikke. Det er for at give et eksempel.
Hvis en sagde, ”jeg synes ikke, at jeg vil det gode, og jeg synes ikke, man skal holde sine løfter, og jeg synes ikke, man skal gavne sin næste, og jeg synes gerne, man må stjæle”, så ville vedkommende sige så usædvanlige ting, at man hurtigt ville blive træt af at snakke med vedkommende. For man ville hurtigt komme til kort, fordi man ikke har et fælles sprog længere. Hvis en person siger, ”jeg vil det onde”, så slutter debatten meget hurtigt.
Så på den måde er der nogle absolutter – en på forhånd given etik - i vores bevidsthed, og det er meget interessant at overveje, hvor vi har etikken fra. Vi har sådan nogle overordnede beslutninger, som vi ikke til daglig tænker over, hvorfra kommer. En del af dem stammer helt sikkert fra kulturen. Det sæt af værdier vi har fået ”ind med modermælken” er blevet sammenlignet med et par kontaktlinser. Vi ser igennem dem, uden at mærke dem, men de ’farver’ alt hvad vi ser. Men lige så sikkert tror jeg, at dele af vores etik begrunder sig i noget endnu dybere, i noget jeg meget upræcist vil kalde det biologiske og andre vil kalde det hellige, fordi man ikke kan finde noget andet grundlag, som i hvert fald er logisk bestemt.
Hvorfor laver Det Etiske Råd undervisningsmateriale til skoleelever?
Peder: Det er for at leve op til den forpligtelse vi også har, til at stimulere den etiske debat. Det er vores erfaring, at alle – også unge mennesker er meget interesserede i de her spørgsmål, så det er ikke noget, det er svært at få interesse for. Det starter i skolen, og før det allerede i børnehaven eller derhjemme, når vi fra de voksne eller fra fjernsynet lærer om, hvad der er ondt og godt. Der er sådan set ikke nogen befolkningsgruppe, som ikke debatterer etiske spørgsmål, men nogle dilemmaer kan være så nye eller indviklede, at de kræver en forklaring. Og her vil vi gerne hjælpe.
|
|
|
|
|
|
|
|
Peder Agger er formand for Det Etiske Råd (foto: Det Etiske Råd)
Det Etiske Råds opgave er at belyse de etiske aspekter af de nye bio- og genteknologier og af udviklingen på hele sundhedsområdet (foto: iStockphoto)
I Danmark er det sådan, at vi ikke er forpligtet til enighed – vi er nærmest forpligtet til ikke at søge enighed, fordi det ikke er den, der er det vigtigste for os. Det vigtigste for Det Etiske Råd er udredningen – altså at finde ud af: Hvad handler det her om, hvad er det for nogen teknikker, og hvordan kan man argumentere for og imod at tage dem i brug (foto: iStockphoto)
Den ene holdning er ikke på forhånd mere rigtige end andre. Det kender vi jo alle sammen fra vores egne etiske dilemmaer i livet. At vi netop kan være i tvivl, om den ene løsning er rigtigere end den anden. Det er det, der gør det til et dilemma (foto: iStockphoto)
|
|
| |
|
|
|
|
